Hvad er forskellen på spotkurs og terminskurs?

Har du nogensinde undret dig over, hvorfor den kurs du finder på Google svinger fra den, din bank eller broker tilbyder til levering om tre måneder? Spotkursen og terminskursen er to sider af samme valutamønt - men de afspejler vidt forskellige realiteter på tidslinjen.

Hvad enten du skal veksle euro til sommerferien, sikre dollarkursen til næste container med råvarer eller gardere virksomhedens budget mod en svingende pund-rate, kan forskellen mellem her-og-nu-prisen og fremtidsprisen være afgørende for din økonomi. Alligevel er det de færreste, der kender mekanikken bag de to nøgletal - og endnu færre, der udnytter dem strategisk.

I denne artikel dykker vi ned i spotkursens og terminskursens DNA, afslører hvordan banker og børser rent faktisk beregner fremtidens valutapriser, og viser med konkrete eksempler, hvornår det lønner sig at handle i dag - og hvornår det kan betale sig at låse morgendagens kurs fast allerede nu.

Spænd sikkerhedsbæltet: På de næste linjer bliver du klogere på renteparitet, forward points, rullende terminer - og ikke mindst de fordele og faldgruber, der kan vende valutarisiko til valutafordel.

Spotkurs vs. terminskurs: Definitioner og grundprincipper

Spotkursen er den pris, du kan handle en valuta til her og nu - i praksis med en standardiseret afviklingsdato på T+2 (to bankdage efter handelsdagen). Det betyder, at hvis du eksempelvis indgår en EUR/DKK-handel mandag, bliver valutaerne reelt leveret onsdag. Spotmarkedet er det mest likvide led i valutamarkedet og danner referenceprisen for stort set al anden valutahandel.

Terminskursen (også kaldet forward-kursen) er derimod en kurs, som to parter aftaler i dag for at bytte valutaer på et fremtidigt tidspunkt. Leveringen kan ligge alt fra få dage til flere år ude i tiden, men de mest handlede løbetider er standardiserede: 1, 3 og 6 måneder samt 1 år. Terminsforretningen “låser” således kursen, så begge parter kender deres fremtidige kontantstrøm uanset, hvordan spotkursen måtte bevæge sig frem til forfald.

Tidsdimensionen gør terminshandel til et fleksibelt værktøj: Skal en dansk importør betale i USD om tre måneder, kan han indgå en 3M-termin og eliminere valutarisikoen. Behovet for skræddersyede datoer betyder, at banker typisk også tilbyder odd-date forwards, hvor udløbsdatoen vælges frit. Konstruktionen er enkel - men afgørende anderledes end spot, fordi der ikke sker nogen fysisk betaling før forfalds­dagen, mens en eventuel sikkerhed (margin) kan kræves undervejs.

Spot- og terminskurser er sjældent identiske, fordi terminskursen afspejler forskellen i de to valutaers pengemarkedsrenter frem til udløb. Hvis dollarrenten er højere end DKK-renten, handles USD typisk til præmie (dyrere) i termin; er den lavere, vil USD stå i discount. Dertil kommer likviditet, løbetid, kreditspreads og handelsomkostninger, som alle kan skubbe terminskursen en smule væk fra den teoretiske renteparitetspris.

Prisfastsættelse af terminskursen: renteparitet, forward points og omkostninger

Terminskursen fastsættes i praksis via den såkaldte Covered Interest Rate Parity (CIRP), der sikrer, at investorer er indifferent mellem at placere penge hjemme eller veksle til en anden valuta og placere dér, når de samtidig afdækker sig med et forward. Det matematiske udtryk kan skrives som F = S × (1 + r_DKK × T)/(1 + r_USD × T), hvor S er spotkursen, F terminskursen, r er de respektive pengemarkedsrenter og T er løbetiden udtrykt som år (fx 0,25 for 3 måneder). Skyder den danske rente over den amerikanske, vil nævneren være relativt mindre, og terminskursen ender under spot (dansk rabattotermin). Er det omvendt, handler forwarden med et tillæg. På den måde elimineres arbitragemuligheder mellem pengemarkeds- og valutamarkedet, og forwarden bliver en afspejling af den forventede renteopportunity-cost - ikke et rent gæt på fremtidig spot.

Differencen mellem F og S kaldes forward points - eller i detailhandlen «pips». Forward points noteres ofte i fjerde eller femte decimal og lægges til (premium) eller trækkes fra (discount) spot for at få den quotede termin. Pointene vokser som tommelfingerregel lineært med løbetiden, fordi rentedifferencen påløber pro rata; en 6-måneders kontrakt har derfor omtrent det dobbelte antal point som en 3-måneders, alt andet lige. I meget likvide par som EUR/USD kan markedsaktørerne handle terminer for samme dags, én uge, én måned, 3 mdr., 6 mdr., 9 mdr. og 12 mdr. standardtenorer - mens eksotiske valutaer ofte kun har enkelte quotede længder. Lav likviditet kan betyde bredere spænd og større «bumpiness» i forward points-kurven, især omkring kvartals- og årsskiftet hvor balancer skal gøres op.

Ud over den teoretiske renteparitet skal købere af forwards forholde sig til praktiske omkostninger:
– Bid/ask-spread: markeds- eller bankmargin tillagt oven på CIRP-fastsatte points.
– Kreditrisiko og marginkrav: Terminer er typisk OTC-aftaler; modparten kan kræve sikkerhedsstillelse, særligt ved store beløb eller lange løbetider. På elektroniske platforme cleares mange kontrakter dagligt, hvilket reducerer men ikke fjerner kreditrisikoen.
– Gebyrer og administration: Nogle banker tager et oprettelses- eller rullningsgebyr; andre indregner alt i spreadet. Endelig kan selskaber møde intern omkostning i form af regnskabs- og rapporteringskrav (IFRS 9/ASC 815) ved afdækningsregnskab. Det samlede «all-in»-prisskilt består derfor af både teoretisk rentedifferens og disse friktioner, som kan variere betydeligt mellem banker, mæglere og slutkunder.

Anvendelser i praksis: hvornår giver spot eller termin mest mening?

Spot eller termin - typiske hverdagsscenarier:
• Importør: En dansk virksomhed skal betale USD 500.000 om 4 måneder for en maskine. Spotkøb nu binder kapital, men en termin låser kursen og sikrer budgettet.
• Eksportør: En møbelproducent fakturerer SEK 2 mio. med 90 dages betalingsfrist. Ved terminssalg undgår man, at en svækket svensk krone udhuler fortjenesten.
• Privat bolig i udlandet: Familien Hansen skal betale EUR 200.000 om 6 måneder ved overtagelse af feriehus i Spanien. De kan købe euro løbende på spot, tegne én stor termin - eller kombinere (delvis afdækning) for at balancere budgetsikkerhed og potentielt opsving i EUR/DKK.
• Feriebudget: Sommerferien koster anslået USD 8.000. Hvis dollaren virker billig, kan man booke en mini-termin på fx 50 % og lade resten flyde på spot.
• Porteføljeinvestor: En dansk pensionskasse holder amerikanske aktier men ønsker isoleret aktieafkast. Den sælger kvartalsvise forwards (rullende terminer), så valutaeksponeringen neutraliseres uden at skulle realisere aktierne.

Enkel regneøvelse - USD/DKK importcase
Antag spot = 6,80, 4-måneders termin = 6,86 (forward points = +0,06).

Fordele, ulemper og risici – samt alternativer til terminssikring

Fordele ved terminssikring inkluderer først og fremmest forudsigelighed i kontantstrømmen; kursen er kendt allerede i dag, så både budgetter og indkøbs-/salgs­priser kan låses fast. Desuden slipper man for løbende at følge markedet, og banken afregner ofte automatisk på forfaldsdagen. Ulemperne er til gengæld, at man fravælger en eventuel gunstig kursbevægelse (opside), samtidig med at mange banker kræver sikkerhedsstillelse eller marginkrav, hvis en termin kommer “ud af pengene”. Det kan belaste likviditeten, ligesom bid-ask-spreads og gebyrer gør terminskursen lidt dyrere end ren spot.

Risici knytter sig primært til 1) modpartsrisiko - banken kan i princippet gå konkurs, 2) likviditetsrisiko - krav om ekstra sikkerhed kan komme ubelejligt, og 3) operationel risiko - fejl i booking eller afvikling. Ønskes større fleksibilitet, findes flere alternativer:

• Valutaoptioner (køb retten, ikke pligten, til en bestemt kurs)
• Non-Deliverable Forwards (NDF’er) til illikvide eller kontrollerede valutaer
• Fleksible forwards hvor levering kan ske i et spænd af datoer
• Stop/limit-ordrer på spotmarkedet for automatisk ud- eller indtræden
• Naturlig afdækning - matche indtægter og udgifter i samme valuta