Blod, sand og en buldrende puls. Det er de tre første indtryk, der rammer dig, når du tænder for Coralie Fargeats Revenge - en fransk genrebombe, hvor et tilsyneladende uskyldigt weekendeventyr i ørkenen bliver forvandlet til et frådende hævntogt. Den naive Jen ender som jaget bytte efter et brutalt overgreb, men nægter at dø på de villige jægeres præmisser. I stedet rejser hun sig - både som offer og bøddel - i et støvdækket inferno af sved, blod og adrenalin.
Med et kompromisløst miks af action, gyser og thriller lykkes filmen at dreje det klassiske hævnmotiv over på nye, grænsesøgende spor. Kameraet skærer hypnotisk gennem udtørrede klippeformationer, mens pulserende synths pisker stemningen op til et crescendo af rå overlevelsesvilje. Resultatet er en film, der på én gang hylder og udfordrer genrens konventioner - og som får dig til at holde vejret fra første knæk i knoglerne til sidste dråbe neonrødt blod rammer sandet.
I det følgende dykker vi ned i alt, hvad der gør Revenge til et must-see for gyser‐ og actionfans: fra den magnetiske Matilda Lutz i hovedrollen som Jen, over de kalkulerende alpha-mænd, hun må kæmpe imod, til det talentfulde hold bag kameraet, som har gjort denne 109 minutter lange franske produktion til en af nyere tids mest omtalte hævnfilm. Spænd sikkerhedsselen - du får brug for den.
Revenge (2018): Overblik og handling
Forestil dig en solblændet ørkenvilla, luksuriøs og isoleret fra omverdenen. Her ankommer den unge og tilsyneladende naive Jen, klar til en hemmelig romantisk weekend med sin stenrige, gifte elsker Richard. Stemningen er legende - indtil Richards to jagtkammerater, Stan og Dimitri, dukker op tidligere end planlagt. Fra det øjeblik forrykkes magtbalancen, og begivenhederne eskalerer hurtigt til et brutalt seksuelt overgreb. Da Richard forsøger at skjule skandalen, kaster han Jen ud over en klippekant og efterlader hende død - men hun nægter at blive offer.
Det er her, Revenge for alvor folder sig ud som et kompromisløst genremix af action, gyser og thriller. Filmen leger med publikums forventninger: Fra pastelfarvede pop-montager og hurtige helikopterture glider vi ned i blodrøde mareridtsscener, hvor overlevelsens dyriske instinkter tager over. I stedet for at følge det klassiske “rape-revenge”-skema slavisk, lader instruktør Coralie Fargeat hovedpersonen gennemgå en fysisk og psykisk transformation, der er lige dele mytologisk fødsel og rå kamphandling.
- Magt: Mændene tror, de ejer både terræn og kroppe - indtil terrænet vender sig imod dem, og Jen tager kontrollen.
- Hævn: Blodet flyder bogstaveligt talt i ørkensandet, mens Jen vender jægerrollen om og udmåler primitiv retfærdighed.
- Transformation: Fra lyserød slikslikkende nymfe til sårskorpet kampsoldat - Jen bliver det monster, overgrebet skabte.
Den golde ørken er ikke blot kulisse, men en næsten metafysisk modstander: 50 graders varme, raslende insekter og endeløse sletter presser både ofre og gerningsmænd til det yderste. Kameraet lingerer på svedige kroppe, glødende patronhylstre og hallucinerende feberdrømme, mens synth-scoret pulserer som et bankende sår. Resultatet er en intenst sanselig filmoplevelse, hvor hver dråbe blod bliver et opråb mod patriarkalsk vold.
Kort sagt: Revenge er ikke bare endnu en hævnfilm - den er et skrig fra ørkenens indre, der splitter tilskueren mellem fascination og afsky, mens den stiller det ubehagelige spørgsmål: Hvad sker der, når et offer nægter at forblive offer?
Medvirkende: Skuespillere og deres roller
Selv om Revenge kun har seks talende roller, er kemien mellem dem altafgørende for filmens psykologiske tyngde og eksplosive energi. Coralie Fargeat har castet et hold, der kan balancere både rå brutalitet og finurlige nuancer, så hver konfrontation føles livsvigtig.
| Skuespiller | Rolle | Betydning for filmens dynamik |
|---|---|---|
| Matilda Lutz | Jen | Italiensk-fødte Lutz bærer hele filmen; hun forvandler Jen fra yndig feriepige til blodindsmurt hævner med næsten mytisk udstråling. Hendes fysiske spil og ordknappe udtryk gør, at vi mærker hvert sår - både det psykiske og det kropslige - og dermed forankres publikums sympati urokkeligt hos hende. |
| Kevin Janssens | Richard | Som magtfuld rigmand og Jens elsker er Janssens filmens katalysator. Hans karismatiske overflade krakelerer hurtigt og afslører et rovdyr, der sætter standarden for den kønspolitiske magtkamp. Hans autoritet presser både vennerne og publikum ud på yderste nervespræl. |
| Vincent Colombe | Stan | Den mest tvetydige figur i trioen. Colombe giver Stan en bevidst klam jovialitet, der skifter fra “jovial onkel” til iskold voldtægtsmand på et øjeblik. Hans vekslende loyalitet til Richard og frygten for Jen skaber en konstant spænding i gruppen. |
| Guillaume Bouchède | Dimitri | Som filmens “comic relief” bliver Dimitri hurtigt en påmindelse om, at humor kan være dødbringende. Bouchède leverer grotesk slapstick midt i blodbadet, hvilket forstærker kontrasten mellem grin og gru og holder seeren emotionelt på dupperne. |
| Jean-Louis Tribes | Roberto | Kort, men mindeværdig optræden: Roberto er den lokale hjælper, der med få replikker viser, hvor ligeglade omgivelserne er med Jens skæbne. Han fungerer som et ekko af filmens tema om passiv medskyldighed. |
| Barbara Gateau | Richard’s kone (stemme) | Selv uden at ses på skærmen kaster Gateaus stemme en lang skygge over fortællingen: Hun minder Richard - og publikum - om den “civiliserede” facade, han har forladt. Hendes korte telefonopkald skaber ironisk spænding og understreger Richards bedrag. |
Det afgrænsede cast giver filmen et klaustrofobisk tryk, hvor hver enkelts handlinger har direkte konsekvenser. Når de tre mænds indbyrdes hierarki kolliderer med Jens ustoppelige vilje, opstår en brutal cat-and-mouse-struktur, der driver plottet fremad uden unødvendige sidespor. Resultatet er en kompromisløs, adræt hævnfortælling, hvor skuespillernes fysiske tilstedeværelse og kemi er lige så skarp som den glasskårskniv, Jen tvinges til at bruge.
Bag kameraet: Instruktør, producenter og produktion
Bag de blodige billeder i Revenge står et uhyre kompetent - og overraskende fransk - hold, der formår at blande kunstnerisk kant med rendyrket genreunderholdning.
Instruktør med auteur-format
Coralie Fargeat markerer sig her med sin første spillefilm og sætter et tydeligt fingeraftryk på den moderne hævnfilm. Hun kombinerer grand guignol-vold med neonæstetik og stærke feministiske undertoner, hvilket har gjort hende til et nyt navn, man holder øje med i både Europa og Hollywood. Fargeat skrev også manuskriptet selv, så filmens kompromisløse tone kommer direkte fra instruktørstolen.
Producenterne
Produktionen blev båret frem af to erfarne navne:
- Marc Stanimirovic - kendt for at spotte genreprojekter, der kan bryde igennem internationalt.
- Marc-Etienne Schwartz - med baggrund i franske arthouse-film, men her tydeligt opsat på at levere en kommerciel, adrenalinfyldt oplevelse.
Fransk kerne - International appel
Selvom filmen har engelsk dialog det meste af vejen - et bevidst valg for at ramme et globalt publikum - er Revenge fransk til benet. Originaltitlen er også Revenge, og produktionen blev finansieret, crewet og post-produceret i Frankrig og Belgien. Filmen blander derfor:
| Originalt land | Frankrig (FR) |
|---|---|
| Originalt sprog | Fransk (fr) - men med overvejende engelsk dialog |
Hvem lagde pengene?
Seks selskaber gik sammen om at realisere Fargeats vision. Oversigten viser både franske indie-studier og belgiske finanspartnere, der har specialiseret sig i genre-film:
- M.E.S. Productions - fungerede som hovedproducent og styrede optagelserne i ørkenen.
- Monkey Pack Films - Fargeats eget hus, som sikrede kreativ frihed.
- Charades - håndterede international sales; deres branchenetværk fik filmen ud på festivaler som TIFF og Sundance.
- Logical Pictures - kom tidligt ombord med risikovillig genrekapital.
- Nexus Factory - belgisk koproducent, der skaffede skattefordele og post-produktionsfaciliteter i Bruxelles.
- uMedia - kendt for The Artist; bidrog med effektarbejde og yderligere finansiering.
Resultatet er en film, der balancerer mellem fransk kunstfilm-tradition og amerikansk action-effektivitet - alt sammen orkestreret af en instruktør, der nægter at skåne sit publikum.
Fakta og nøgletal om Revenge
| Udgivelsesdato | 7. februar 2018 |
|---|---|
| Varighed | 109 minutter |
| Genrer | Action, Gyser, Thriller |
| Oprindelsesland | Frankrig |
| Originalsprog | Fransk (med passager på engelsk) |
Revenge markerer sig som en af de seneste års mest omtalte hævnfilm, netop fordi den nægter at gå på kompromis. Coralie Fargeat forener et stiliseret, næsten neon-blodigt visuelt udtryk med rå intensitet, og hun lader Matilda Lutz’ kompromisløse præstation som Jen bære fortællingen fra første dråbe sved til sidste patronhylster. Resultatet er en knivskarp genremix, der udfordrer publikums nerver, samtidig med at den giver hævn-troperne en moderne, feministisk kant. Revenge er kort sagt beviset på, at hævn stadig kan føles frisk, når den fortælles med stil, mod og en hovedrolle, man sent glemmer.
USD Finans